Audiologopædisk Tidsskrift

Refleksive læreprocesser i rehabilitering

kr. 50,00

Artiklen (005) er udgivet d. 20. marts 2025 og er skrevet af Helene Callisen.

Artiklen præsenterer en nytænkning inden for den kognitive rehabilitering, som tager afsæt i en dialogisk, deltagelsesorienteret tilgang. En dialogisk tilgang er en måde at operationalisere rehabiliteringsbegrebet og gøre personen i rehabilitering til aktør i egen læring.

Callisen argumenterer for at kombinere deltagelsesorienteret undervisning med udgangspunkt i et fælles tredje med selvevaluering og peer-feedback.

Ved at lade deltagerne interagere om noget fælles tredje sørger vi for, at feedbacken bliver givet i relation til en specifik deltagelse i en konkret aktivitet. På denne måde kan vi gradvist opbygge en feedbackkultur med brug af anerkendende sprogspil, hvor deltagerne lærer at give og modtage feedback som en naturlig del af deres interaktion.

Vi kan adressere de psykosociale faktorer ved at sætte deltagerne i kontakt med deres egne ressourcer og afgive magt. Det gør vi, når deltagerne kan interagere om noget fælles tredje f.eks. læsning af skønlitteratur i en gruppe. At interagere om noget fælles tredje er at møde noget, der rækker ud over én selv. Ved at indgå i nogle konkrete situationer, hvor man involverer sig aktivt og ’sætter sig selv på spil’, kan deltagerne hjælpe hinanden med at finde nye roller, færdigheder og recovery.

En central komponent er arbejdet med social kommunikation og mentalisering – evnen til at se sig selv udefra og indleve sig i andres perspektiv. Svigt i disse processer kan medføre alvorlige relationelle brud, mens træning i selvevaluering og peer-feedback fremmer metakognition og forbedrer evnen til at indgå i betydningsfulde relationer. Det er dette, som vi ifølge Callisen skal bruge undervisningen til. Derfor bør undervisningen adressere social kommunikation. Det gør vi ved at tilrettelægge deltagelsesorienteret undervisning, hvor man naturligt giver og modtager feedback i relation til en fælles aktivitet.